Mindfulness Baseret Stress Reduktion – selvudvikling eller social selvafvikling?

Mindfulness er et ord, der er på
manges læber i øjeblikket, og der er gået inflation i det. For mindfulness er
mange ting. Mindfulness er fx blevet beskrevet som en selvudviklingsstrategi, der
modarbejder fællesskab og socialitet, og som er en del af det, man kunne kalde
’selvudvikslingstvangen’ i det danske samfund. F.eks. har Svend Brinkmann kritiseret
denne og fremhævet at ’less is more’ og det sunde i at ’gå glip af noget’. Det
kan jeg kun være enig i, men kan mindfulness (MBSR) beskrives som
selvudvikling? Og underminerer praktiseringen af mindfulness – som måske nogle
former for selvudvikling – fællesskab og socialitet?

Man kunne jo starte med at spørge,
hvad selvudvikling er? Hvis man tager ordet for pålydende, handler det om
udvikling af selvet. ’Selvet’ er en diffus størrelse, men i verdslig sammenhæng
refererer det til en persons identitet: familie, etnisk og geografisk tilhørsforhold,
arbejde etc. Og fænomenet ’udvikling’ har vi vesterlændinge et særligt forhold
til. Som Weber påpegede allerede i 1905, er vestlig kultur nemlig stærkt påvirket af den protestantiske etik, som
havde fokus på nytteværdi, resultater og handling. Dette afspejles i vores begreb
om udvikling: alt fra økonomi til selvet skal helst være under udvikling – ja
det er nærmest tabu at tage afstand fra udvikling.

Jon Kabat-Zinn, professor
emeritus, University of Massachussetts, som udviklede MBSR programmet i
slutningen af 1970erne siger: ’Hvis du tror mindfulness træning er en ny ’to-do’
ting, så har du helt misforstået konceptet. Det handler netop om ’non-doing’, om bare at være.’ Og det er
en stor udfordring for os vesterlændinge med vores optagethed af at være
effektive og ’udvikle’ os. Vestlig
kultur skaber således vanskelige vilkår for det at forlige sig med og acceptere
ting, som de er. Man kan måske ligefrem tale om en kulturel blindhed over for det at forlige sig med ting, som de er lige
nu. Og det er det, MBSR programmet handler om: lige præcist om at
’less is more’.

En af MBSR programmets
grundholdninger er accept. Ikke accept
forstået som resignation, men accept som overgivelse til det, der er lige nu.
Hvis man fx ikke kan ændre på en situation eller flytte sig fra den, så er man
bedst tjent med at forlige sig med den med en venlig holdning. Paradoksalt nok
er det sådan, at en venlig accept er ’mirakelmedicinen’. En venlig overgivelse
til ’things as they are’ her og nu kan åbne muligheden for transformation. Ikke
tvungen udvikling, men en åben transformation. Med andre ord er ideen om
udvikling meget fjern for MBSR programmet. Som en tidligere kursist, meget erfaren udi den (selvudviklende) terapeutiske
verden, forklarer: ”MBSR-programmet er den eneste metode, jeg har oplevet, hvor
jeg ikke er blevet opfordret til at ta’ mig sammen, til at ændre eller forbedre
mig; det eneste, jeg har prøvet, som inkluderer venlighed og medfølelse med mig
selv, som jeg er. Hvor var det befriende.” At der så sker nogle ændringer
fx i forhold til ens måde at håndtere livets små og store ’katastrofer’ på, det
er i bund og grund en anden sag. For en overordnet intention med at tage et
MBSR kursus er netop at få redskaber til at håndtere livets tilskikkelser og
blive et mere nærværende og venligt menneske at være sammen med.

En af grundpillerne i MBSR programmet handler om at blive bevidst
om sine tanker og følelser. Man bliver med tiden opmærksom på, at man netop
ikke er sine tanker og følelser; man
arbejder med at stoppe identifikationen med det, vi i dagligdags tale forbinder
med selvet for at befri sig fra sit eget sinds ’tyranni’. Det må vel snarere
karakteriseres som selvafvikling?

Jeg vil nu gå videre med
at forklare lidt om MBSR programmets sociale essens. Samhørighed og socialitet er det mest fundamentale i vores natur som levende
væsener. En underliggende idé i hele programmet har at gøre med forbundethed
og samhørighed. Forbundethed med sin egen krop og sit eget sind, men i ligeså
høj grad forbundetheden med større sociale og naturlige sammenhænge. Mange
kursister opdager undervejs i programmet, at kilden til såkaldt dårlige
oplevelser handler om at føle sig isoleret fra andre mennesker, og omvendt
handler gode oplevelser ofte om samhørighed og forbundethed. Et studie, der
ofte henvises til i programmet, og som illustrerer aspekter af disse
sammenhænge, bl.a. det gavnlige ved omsorg for andre levende eksistenser,
bestod i følgende: man opdelte en gruppe ældre mennesker på plejehjem i to
grupper. Den ene gruppe fik en plante til sin lejlighed med beskeden: ’Denne
plante er til at forskønne din lejlighed, og vi passer den for dig.’ Det samme
var tilfældet for den anden gruppe, men til forskel fra den første gruppe blev
de gjort opmærksom på, at de selv skulle passe planten. Den sidste gruppe
levede længere og havde et bedre helbred.

Et lille sidespring udi antropologiens verden er nødvendig for min
videre argumentation: at anskue MBSR programmet som gaveudveksling. En af antropologiens
fædre, Marcel Mauss, forklarede, hvordan udveksling af gaver – i bred forstand
– er det, der udgør socialiteten per se. En
væsentlig praksis i MBSR programmet består i at dele i gruppen. Deling af glæder og sorger,
oplevelser og erfaringer med mindfulness praksisser og deres relation til ens
mere eller mindre stressfyldte liv. Deling er frivillig, men det understreges,
at det er generøst at dele. Når et menneske fx deler sin smerte, kan resten af
gruppen spejle sig heri. Det vil sige, ofte vil den befriende erkendelse opstå:
’Jeg ikke er alene med min smerte.’ MBSR
handler således i sin essens om relationer. Det er et gruppebaseret program,
fordi den relationelle kvalitet bringes til gruppen. Som seniorlærer i MBSR,
University of Massachussetts, Florence Meleo-Meyer siger: ’It’s a learning
community; an exchange of collective wisdom.’

Ovennævnte praksis med at dele
vil jeg tillade mig at anskue som en form for gaveudveksling – en udveksling af
erfaringer med det formål, at andre kan modtage og spejle sig i dem. Og dermed
en kropsligt funderet måde at bekræfte og ’være’ socialitet.

Afsluttende vil jeg fremhæve et grundlæggende, et iboende socialt, men
måske ikke så kendt aspekt af MBSR: medfølelse. Meditations- og mindfulness lærer,
Christina Feldman påpeger den nære sammenhæng
mellem to uadskillelige komponenter af mindfulness: håndværket, den mentale
træning af sindet, og kunsten, hjertetræningen, træning i venlighed og
medfølelse med sig selv og andre. Uden hjertetræning bliver den mentale træning
til ’kolde’ teknikker, og uden den mentale træning kan hjertetræningen blive
formålsløs. I mine øjne kan et medfølende menneske kun bidrage til styrkelse af
fællesskaber.

I MBSR programmet
bruger man ofte poesi og citater. Derfor vil jeg afslutte med et citat af en af
verdens mest respekterede videnskabsmænd, Albert Einstein, som faktisk gengiver
essensen af MBSR programmet meget nøjagtigt:

’A human being is a part
of the whole called by us ’universe’, a part limited in time and space. He
experiences himself, his thoughts and feelings as something separated from the
rest – a kind of optic delusion of his consciousness. This delusion is a kind
of prison for us, restricting us to our personal desires and to affection for a
few persons nearest to us. Our task must be to free ourselves from this prison
by widening our circle of compassion to embrace all living creatures and the
whole nature in its beauty.’